Bryllup

Diana & David 9. september 2017

Denne lørdag valgte vejrguderne regn, regn og atter regn. Der var ikke tale om et par dryp hist og her, nej det silede ned i tykke stråler hele dagen. Men det stoppede langt fra Diana og David fra at have en fantastisk dag. Efter vielsen i Rønnevang Kirke i Tåstrup samledes selskabet i parrets have og stod temmelig tæt inde i det telt, de heldigvis havde været forudseende nok til at stille op. Her bød parret på bryllupskage, bobler og sandwich. 
Festen skulle holdes i Herthadalens smukke rammer, og her fik Diana og David også taget deres portrætter. Plan b måtte tages i brug, da regnen ikke havde tænkt sig at holde pause, men det resulterede nu også i flotte og mere unikke billeder.
En aften med alt hvad et bryllup skal indebære af lækker mad, vin, tårer og grin endte for vores vedkommende med brudevalsen. Herefter fortsatte dansen lystigt og regnen var endelig langt om længe holdt op. 

Nanna & Johan 26 aug. 2017

Nanna og Johan sagde ja i Himmelev Kirke ved Roskilde og holdt herefter reception for deres familie og venner lige ved siden af. Der blev serveret lidt bobler til ganen og en smuk violet/rosa bryllupskage. Efter en køretur sydpå endte selskabet ved Comwell i Sorø, hvor også parrets portrætter er taget. Efter familiebilleder, velkomstdrinks og billeder af borddækningsdetaljer, takkede vi af for denne gang og vendte næsen mod Greve igen.

Mette & Simon 12. august 2017

Denne lørdag var vi med helt fra begyndelsen af dagen, hvor parret i hver deres lejlighed gjorde sig klar til en af deres livs største dage. Vielsen stod i Kastelskirken og efterfølgende skulle alle parrets gæster en tur på vandet på kanalrundfart, mens vi blev tilbage og fotograferede deres portrætter. Efterfølgende var der reception i Søetatens pigeskole ved Nyboder, hvor der blev budt på bobler, kaffe, kage og slikbod. Samme sted lagde rammer til festen, der vanligt var fyldt med taler, indslag, tårer og kys. Inden vi sagde godnat og tak, forevigede vi naturligvis brudevalsen, sokkeklipningen og det nyåbnede dansegulv.

Charlotte & Patrik 8. juli 2017

Modige Charlotte og Patrik havde valgt en vielse i det fri, dog under en stor teltdug - hvilket viste sig at være rigtig heldigt. Solen skinnede ellers det meste af dagen, men kort før bruden dukkede op, trak skyerne sig sammen og det begyndte at regne. Og det smådryppede skam ikke bare, det stod ned i stænger. Det fortsatte det desværre med så godt som præcist til Charlotte nåede frem til sin gom, og da forsvandt skyerne og solen brød atter frem. Den blev fremme lige til den gik ned på de sene aftentimer.
Parret holdt reception og fest på den Røde Cottage i Charlottenlund og rygterne siger, at efter middag, indslag og brydevals festede de til den lyse morgen.

Louise & Mads 17. juni 2017

I Kildebrønde Kirke sagde Louise og Mads denne lørdag ja til hinanden. Fra præstens side var der både plads til spøg og grin, hvilket lod til at passe helt ind i parrets ånd. Efter vielse, riskast og familiebilleder vendte vi for anden weekend i træk bilen mod Vallø slot syd for Køge. Et utrolig smukt sted med mange muligheder for flotte og forskellige billeder. Herefter skulle parret holde reception og fest i et stort telt i Mads' forældres have lige i nærheden - heldigvis var dette en lørdag med sol og stigende temperaturer op ad dagen. Vi sagde her farvel og tak for nu.

Louise & Frederik 10. juni 2017

Denne lørdag var der byfest i Hillerød. Men ikke nok med det, så var det også dagen,  hvor Louise og Frederik sagde ja til hinanden i smukke Hillerød slotskirke. Solen skinnede, gæsterne var klar og efter vielsen blev parret mødt af et hav af sæbebobler, som glimtede i solstrålerne. Efter en længere køretur endte vi alle syd for Køge, hvor parret havde valgt Vallø slotskro som location for reception og fest. Det betød også, at det var helt naturligt at tage portrætterne ved Vallø slot.
Efter kageskæring og bobler til alle, havde parret tid til at åbne lidt gaver inden middagen stod på bordet. Her sagde vi farvel og tak for denne gang og ønskede en fortsat fantastisk aften.

Veronika & Glenn 27. maj 2017

Under åben himmel og med solen skinnende fra en skyfri himmel sagde Veronika og Glenn ja til hinanden. Mellem de lysegrønne træer kunne Glenn og gæster nyde synet af 4 smukke brudepiger i blåt efterfulgt af 3 yndige blomsterpiger, for til sidst at se den smukke brud blive ført op mod sin kommende mand.
Efter vielsen fulgte lidt vådt og tørt til ganen, og så skulle gruppebilleder og portrætter tages. Det flotte område gav mange muligheder for smukke billeder. Herefter var det tid til at takke af for denne gang og ønske en fortsat fantastisk dag, aften og nat.  

Line & Lasse 5. november 2016

Vores første rådhusbryllup nogensinde løb af stablen denne lørdag i København. Line og Lasse sagde ja til hinanden og nød en kærlighedens dag med deres nærmeste. Efter vielsen bød parret deres gæster på lidt bobler og vi tog familieportrætter herefter. I rådhusets gårdhave bed især Line tænderne sammen i novemberkulden, og vi endte med nogle smukke portrætter. 

Katja & Frederik 1. oktober 2016

Denne lørdag mødte vi vores brudepar i Gilleleje Kirke. Mens Frederik tog imod gæsterne, foretog Katja sine sidste forberedelser i kirkens sognegård. Efter vielsen begyndte det hurtigt at dryppe, så selskabet gik de få meter til sognegården, hvor der var dækket til reception og bryllupskage. Undervejs blæste skyerne langsomt ind og kort før portrætterne skulle tages, stod det ned i stænger. Vi har før været heldige, men denne dag topper vist rent vejrmæssigt. For ikke nok med at regnen stoppede netop, som vi nåede frem til parrets ønskede lokation, så kiggede solen endda frem og oplyste de tilbageværende dramatiske skyer, og farverne var fantasiske. 
Herefter tog vi med parret til Passebækgård restaurant, hvor gæsterne ventede. Efter en opstilling til det store kongebillede og forevigelse af den flotte bordpynt, takkede vi af for denne gang.

Nana & Mikkel 20.august 2016

Denne lørdag havde vi sendt Christian afsted for at tage billederne på Nana og Mikkels store dag. Parret havde valgt at benytte sig af vores service til vielsen som foregik ved Christians Kirke i København og portrætterne, som blev taget ved voldene. Meget opfindsomt og ganske utraditionelt transporterede parret sig selv i en christianiacykel, og med dem fulgte store guldballoner, som ses på flere af billederne. 

Maria & Rasmus 13. august 2016

Vi havde længe set frem til dette bryllup, da vi blev booket allerede i 2014. Men når man ved, hvad man vil have, er det jo heller ingen grund til at vente.
Louise mødte op i parrets lejlighed til Marias til forberedelserne, mens Martin tog til Scandic Eremitage for at møde Rasmus. 
Vielsen fandt sted i Gladsaxe Kirke, og alle måtte derefter direkte ud i en stor byge. Receptionen blev holdt i de lokaler, hvor parret sammen går til crossfit. 
Herefter fandt vi vejen til Klampenborg, hvor vi kom fysisk tættere på et brudepar end vi før har været, i idet vi var med i hestevognen, som bragte os rundt til portrætter i dyrehaven - en tur som bød på både regn, hård blæst og solskin. 
Turen sluttede ved Peter Lieps hus, hvor festen skulle holdes. En aften som blev fyldt med mange tårer, kram og kys, men også overraskelser i form af optræden af Lene Siel og eventyrlig højtlæsning.
Traditionen tro blev brudevalsen danset, sokkerne klippet, sløret revet og buketten kastet. En lang dag var for vores vedkommende ved at være ved vejs ende, men Maria og Rasmus' nye kapitel var først lige begyndt. En begyndelse som efter festlighederne fortsatte med en drømmetur til USA.

Jessica & Jimmy 6. august 2016

Jessica og Jimmy sagde ja denne lørdag ved Sct Nicolai Kirke i Køge, på en dag som vejrmæssigt bød på lidt af det hele. Vi ankom i smukt solskin og efter vielsen ventede parret og alle gæsterne i våbenhuset på, at en voldsom byge skulle stilne af. 
Vi tog sydpå med parret direkte efter lykønskningerne, og endte ved Solgårdsparken, som er et meget flot grønt område, men mange muligeder for at skabe forskellige billeder. Vi måtte kæmpe lidt om pladsen med diverse pokemon-jægere, men de var nu søde til at vente, flytte sig og give os tid.  
Efter en hyggelig portrætsession ønskede vi parret fortsat god dag og aften, og takkede af for denne gang.

Michelle & Troels 14. maj 2016

I Kildebrønde Kirke sagde Michelle og Troels denne lørdag ja til hinanden efter hele 13 års kæresteforhold. En del af gæsterne nævnte, at det da vist også var på tide, men hvis man så på parret og dagen, var det vist alligevel helt perfekt. 
Efter vielse fulgte reception i tilstødende lokaler, hvor parret bød på lidt drikkelse, bryllupskage og tegnebord til de mindste.
Portrætter vi fik mulighed for at tage med Roskilde fjord og domkirken i baggrunde, da dette er udsigten fra Restaurant Vigen, hvor festen skulle løbe af stablen.
En middag hvor det anderledes som hønsefødder blev mikset med det traditionelle, satte rammen om festlighederne, hvor der ikke blev sparet på tårerne. 
Vores aften med Michelle og Troels sluttede vanligt af med brudevalsen, der dog denne gang var krydret med en festlig del i midten, hvor parret viste deres evner til at samarbejde og fyre den af på dansegulvet. Cocktailbaren var åben og vi takkede af, mens stemningen synes at kunne vare til den lyse morgen.

Maria & Mikkel 10. oktober 2015

Denne lørdag var vi på vores sæsons sidste bryllup, hvor vi lagde vejen forbi Rønnevang Kirke i Taastrup til Maria og Mikkels vielse. Traditionen tro blev den efterfulgt af masser af knus, lykønskninger og ris - eller rettere små hjerter, som parret havde valgt i stedet. 
Efter en kort reception i kirkens lokaler tog vi med Maria og Mikkel til vandtårnet i Taastrup, hvor de ønskede at få taget deres portrætter. Det var en smuk, men meget kold efterårsdag, men især Maria var sej, bed tænderne sammen og viste ikke på noget tidspunkt, at hun frøs.
Dernæst gik turen mod aftenens feststed, som var smukt pyntet i efterårets farver og naturlige kendetegn. Her afsluttede vi vores arbejde og ønskede Maria og Mikkel en pragtfuld aften.

Lea & Casper 5 september 2015

Denne weekend dragede vi helt til sønderjylland for at forevige hele Lea og Caspers store dag. Vi var med fra morgenstunden for at fange de små øjeblikke og stemningen gennem deres forberedelser. 
De blev viet i Broager Kirke, som var smukt pyntet med blomster af Lea's faster. På vejen ud blev de mødt af en espalie af gammeldags lytterør, da Lea arbejder som jordmoder. 
Mens gæsterne tog til Fakkelgaarden, hvor festen skulle holdes, satte vi kursen mod Gråsten slot hvor parrets portrætbilleder skulle tages. Det var en dag med meget skiftende vejr, men vi var heldige nok at undgå byger, og fik mange forskellige billeder på den flotte lokation.
Festen fulgte med mange indslag, mange tårer og mange smil og kram. Parret bor i Norge, så der var mange, der gerne ville give dem et par ord med på vejen. Det betød, at de med nød og næppe nåede at danse brudevalsen før kl 12, men det lykkedes og derefter bød et liveband op til dans, og mon ikke festen varede ved mange timer derefter. 


Hildur & Bogi 29 aug 2015

Igen var Christian med Martin på bryllupsjob, da Hildur og Bogi denne lørdag blev viet. Dette skete i Christianskirken i centrum, med efterfølgende reception i Københavns roklub. Her blev gæsterne budt på lidt vådt til ganen og en stor hjertetformet kage efter, at parret at havde fået taget billeder ved voldene og Christiansborgs ridebaner.

Camilla & Jakob 22 aug 2015

Camilla og Jakob valgte, at denne lørdag skulle danne rammen om en stille vielse i en hyggeligt kirke i Karrebæksminde. Kun forældre og børn var inviteret i kirken, og efterfølgende var der reception. At det var en bryllupsreception var en overraskelse for deres gæster, som troede de skulle familie/venne komsammen. Parret havde valgt at benytte sig af os til levering af billeder fra kirken og efterfølgende portrætter.

Trine & Per 15. august 2015

Trine og Pers store dag havde været to års planlægning undervejs. Og der var da også styr på den mindste detalje. Helt fra Trines "Brud" bluse, som hun var iført under forberedelserne til den gennemførste bryllupskage.
Trine gjorde sig klar i parrets hjem med sin søster og mor, og det meste af formiddagen anvendte Per i selskab med diverse venner og familiemedlemmer, som alle gerne ville prøve en tur i den til dagen lejede racerbil - en skrigende grøn McLaren MP4.
Roskilde domkirke dannede rammen om vielsen, og parret blev efterfølgende mødt af en espalie af cykelhjul, hvilket giver mening når man ved, at Per er instruktør og engageret cykelrytter.
Ved receptionen kunne man lytte til tonerne fra et stort big band, og nyde den meget anderledes og helt unikke kage. Den var helt hvid og "kedelig" - lige indtil en projektor satte spræl på former og farver, og brugte kagen som lærred. En virkelig god ide, som vi aldrig har set før.
Trine, Per og deres gæster skulle fejre videre på Skodsborg kurhotel, hvor også parrets portrætter skulle tages. Vi kunne høre dem på lang afstand, som de nærmede sig i den vilde superbil.
Gruppebilleder og velkomstdrinks satte aftenen i gang, og herefter nød selskabet en aften med rørende, underholdende og opfindesomme taler. 
Inden midnat blev brudevalsen nået, og da dansegulvet var åbnet og indtaget, takkede vi farvel og tak for denne gang.


Rikke & Jonas 8. august 2015

Rikke og Jonas tog denne lørdag røven på alle deres gæster. De var nemlig alle blevet inviteret til rund fødselsdag i et forsamlingshus, som tilfældigvis lå lige overfor en kirke. Jamen parret havde da ikke sparet på noget, så som det første blev alle inviteret over i kirken til gospelkoncert. Smart måde at få folk derover på. Der var skam også koncert, og imellemtiden sneg Jonas sig ud og klædte om. Rikkes far blev sneget med ud i våbenhuset, og fik her fortalt, at han skulle føre sin datter op ad kirkegulvet. 
Dagen var planlagt til mindste detalje. Efter vielsen var der reception i parrets hjem, hvor Rikke overraskede Jonas med en karikaturtegner og Master Fatman mødte op og foretog en kosmisk velsignelse.
Rikke og Jonas holdt sig også til det utraditionelle ved festen og bød på stegt flæsk med persillesovs. Igen havde Rikke en overraskelse i ærmet, og havde hyret serveringsteater - altså skuespillere som serverede og opførte sig ganske anderledes og pågående. Men til stor latter og måske også lettelse da de blev afsløret. 
Jonas havde nu også planlagt hemmeligheder, og ved et puslespil fik Rikke at vide, at de to skulle til Caribien på bryllupsrejse.
Festen for vores vedkommende sluttede vanligt af med brudevalsen, men mon ikke resten af selskabet fortsatte et godt stykke ud på natten.