Caroline & Amalie 27. Februar 2016

Denne kølige lørdag satte rammen om Caroline og Amalies bryllupsdag. Parret er bosat i England,  som er Carolines hjemland, men valgte at blive viet i Danmark for at få et kirkebryllup. Familierne var samlet, engelskkundskaberne var blevet støvet af og i Roskildes Klosterkirke sagde de to kvinder ja til hinanden. 
Efter en vielse hvor vi som fotografer måtte ændre en smule på rutinen, i og med både Caroline og Amalie blev ført op ad gulvet, blev der uddelt lykønskninger og parret bød på lidt til ganen i de tilstødende klosterstuer.
Mens gæsterne fik en kort rundvisning på klostret, gik vi i haven med parret for at tage deres portrætter. Det var en kold fornøjelse, men de klarede det begge flot, og hvis de frøs er det i hvert fald ikke til at se på billederne.
Middagen skulle holdes i Riddersalen, som kun oplyses af levende lys. I denne romantiske atmosfære satte gæsterne sig til bords, og vi sagde farvel og tak for denne gang.